Finsk back til AaB Ishockey
AaB Ishockey har lavet en etårig aftale med den finske back, Antti Rahkonen. Backen kommer tilbage til AaB efter fem sæsoner hos den norske klub, Storhamar Dragons
Den finske back, Antti Rahkonen, vender tilbage til AaB Ishockey.
Backen kommer tilbage til AaB efter fem sæsoner hos Storhamar Dragons i Norge.
AaB Ishockey har netop skrevet en etårig kontrakt med backen.
- Antti Rahkonen er en offensiv back, der både teknisk og taktisk er meget stærk. Dette vidner sidste sæsons 27 point via 11 mål og 16 assists også om, og to gange under sit ophold hos Storhamar har Antti Rahkonen været på sæsonens All Star-hold, fortæller sportsdirektør Ole Nielsen i pressemeddelelse.
AaB oplyser, at klubben er færdig på spillermarkedet i denne omgang, og det passer sportsdirektøren glimrende.
- Det er dejligt, at vi nu har det hele på plads, og med tilgangen af Antti Rahkonen har vi truppen komplet til den kommende sæson.
AaB Ishockey indleder træningen mandag den 30. juli.