Fire nordjyder er med til VM
Hele fire unge nordjyder er udtaget til landsholdet, der lige nu spiller VM i Moskva.
Hele fire unge nordjyder er udtaget til landsholdet, der lige nu spiller VM i Moskva.
Nordjylland er repræsenteret ved VM i ishockey, der lige nu finder sted i Moskva. White Hawks-spillerne Mathias Bau og George Sørensen slap igennem nåleøjet, da landstræner Janne Karlsson offentliggjorde sit VM hold. Også de tidligere White Hawks spillere Mikkel Aagaard og Stefan Lassen er med i VM truppen, ligesom Aalborg-drengen Nikolaj Ehlers er med og spiller en nøglerolle på holdet.
Frederikshavneren Mathias From, der til daglig spiller i det svenske Rögle, er også med i truppen - der er torsdag er klar til at forsvare de danske farver til VM-kvartfinalen.
Det er bare anden gang i historien, at Danmark er blandt de otte bedste hold ved et VM.
Og det er en tydelig stolt far til frederikshavneren, Mathias From, der hjemmefra følger med i sin 18-årige søns bedrifter på isen.
- Han har godt nok ikke haft debut endnu på isen på landsholdet, men jeg ved, at han er stolt og glad for at være i det selskab, siger Søren From, der erkender, at selv om sønnen til daglig bor og spiller i Sverige, så kom det som en overraskelse, at han blev udtrukket til landsholdet.
- Han har haft en forrygende sæson, så nu mangler vi bare at se ham på isen, siger Søren From hjemme fra Frederikshavn.
Landsholdet løber på isen torsdag, og om nogen af de nordjyske spillere er med, vides endnu ikke. Ligesom det heller ikke endnu er sikkert, hvem modstanderen er. Det bliver enten Finland eller Canada, afhængig af hvem af dem, som vinder tirsdag aften i gruppe B.