Fisker mindet med øl og pølser

Hele det lille fiskersamfund Thorup Strand ved Fjerrritslev tog i dag afsked med den 43-årige fisker, der for to uger siden druknede da hans kutter ned. Det blev en mindehøjtidlighed helt i den afdødes ånd.

Omkring 500 familiemedlemmer, venner og kollegaer var lørdag eftermiddag mødt op til mindehøjtidlighed på Thorup Strand. De kunne se den druknede fisker Henrik Nielsens aske blive spredt ud over det hav han fiskede i.

Henrik Nielsen var også redningsmand. Derfor var redningsstationen rammen om mindehøjtidligheden, hvor der blev serveret håndbajere og røde pølser til de mange fremmødte.

- Det var sådan Henrik ønskede det, så det er helt i hans ånd, siger Vivian Schmidt, der er enke efter Henrik Nielsen.

Den i lokalsamfundet meget vellidte fisker tog den 28. december alene ud for at fange nytårstorsk, men skibet gik ned, og selv om en redningshelikopter hurtigt fandt ham, lykkedes det ikke at genoplive ham.

Foruden en kone efterlader Henrik Christian Nielsen sig tre børn.

Se reportagen fra mindehøjtidligheden (03:04 inde i udsendelsen)


Seneste nyt

fra Nordjylland