Fiskere truer med erstatning
Fiskerne i Strandby truer med erstatninger, hvis ikke seks planlagte havvindmøller flyttes. Møllerne kommer til at stå i vejen for fiskeriet i Kattegat, og fiskerne mener, de har begræsningerne nok i forvejen.
- Vi har krav på erstatning, hvis man tager nogle fiskemuligheder og områder fra os, siger formanden for Strandby Fiskeriforening, Svend Erik Andersen.
Det er DONG Energy, der står bag de seks 200 meter høje havvindmøller ved Hirsholmene.
Projektudviklingschef Per Hjelmsted Pedersen fra DONG Energy erkender, at fiskernes problemer i forbindelse med planlægningen af de store havvindmøller ikke på et tidligt tidspunkt i projektet har været ordentligt belyst.
- Det er de nu, og vi har et godt samarbejde med fiskerne i Strandby omkring møllernes placering, synes jeg, men det har nogle omkostninger at sætte møllerne op. Jeg tror dog, at vi kan finde frem til en løsning, som fiskerne vil være 90 procent tilfredse med, siger Per Hjelmsted Pedersen fra DONG Energy.
- Vi er nødt til at kæmpe hver gang der kommer en spærring ind på fiskepladser, det giver en dårligere økonomi i fiskeriet, siger Svend Erik Andersen, Strandby Fiskeriforening.
Fiskeriforeningen har i stedet foreslået en anden placering end den DONG Energy ligger frem.
- I stedet for at placere møllerne som perler på en snor, foreslår vi, at de deles i tre og tre med en passage imellelm. Det betyder, at vi får lavet så vi stadig kan fiske i området, siger Svend Erik Andersen.
De store vindmøller er en del af Frederikshavn Kommunes strategi som landets første klimakommune - men borgmester Erik Sørensen henviser til at møllernes placering er en sag mellem staten og DONG Energy.