Fiskeriet skal være mere bæredygtigt
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
Danske fiskere bevarer overordnet deres fiskerikvoter i EU'snye fiskeriaftale.
De danske fiskere kan næste år se overordnet de samme kvoter
som i år. Til gengæld får de færre fiskedage til at bruge deres
kvoter. Det er konsekvensen af de sene forhandlinger natten til lørdag i EU's Fiskeriministerråd i Bruxelles.
Efter dansk pres får danske fiskere ifølge Fødevareministeriet
et mere fleksibelt fiskeri inden for en bæredygtig kvote. Det
betyder blandt andet, at fiskerne kan slippe for reduktionen i
antallet af de dage, hvor de kan fange den økonomisk tunge
torsk, hvis de dokumenterer deres fangster med kameraovervågning på båden.
- Jeg glæder mig over, at vi har fastholdt målet om en
bæredygtig plan for fiskeriet efter torsk i Nordsøen trods pres
om en svækkelse fra nogle af de store lande, siger
fødevareminister Mette Gjerskov (S) i en kommentar og
fortsætter:
- Men jeg er også glad for, at EU-Kommissionen lover at
fremlægge en ny og fremadrettet plan for bæredygtigt fiskeri til
foråret.
Aftalen betyder, at kvoterne forhøjes for blandt andet sild og
rødspætte i Nordsøen samt for jomfruhummer i Kattegat og
Skagerrak.
Til gengæld reduceres kvoterne for torsk i Kattegat markant.
Torsk må fremover kun fiskes som bifangst ved fiskeri af
jomfruhummer. Beskyttelsen af torsken i Kattegat følger dermed
for første gang biologernes anbefalinger.
Overordnet er Danmarks Fiskeriforening tilfreds med de samlede
kvoter. Undtagen de færre fiskedage i Nordsøen, Skagerrak og
Kattegat.
- De danske fiskere henter langt den største del af deres
fangster i Nordsøen og Skagerrak. Det fiskeri bliver markant
besværliggjort af, at EU fastholder at reducere antallet af
dage, hvor vi kan fange vores fisk, siger formanden for Danmarks
Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.
Han er dog tilfreds med fødevareministeriets indsats for, at
Danmark selv kan fordele de ekstra kvoter til fartøjer, der
dokumenterer deres fiskeri med kamera.
/ritzau/