Fjernvarme-forbrugere rammes af urimelig udgift
Foto: Tv2nord.dk
Danske fjernvarmeforbrugere bliver ramt af en urimelig udgift.
Det siger brancheorganisationen Dansk Fjernvarme til DR Nordjylland.
Kommunerne har stillet garantier for lån, som varmeværkerne må tage for at udvide og blive mere miljørigtige - men nu vil flere kommuner have penge for at stille garantien.
Det har kommunerne aldrig bedt om før - og det koster eksempelvis Ulsted Varmeværks forbrugere 780 kroner ekstra om året pr. husstand.
- Det er simpelthen en skjult skat, siger driftsleder Hans Ole Pedersen fra Ulsted Varmeværk til DR Nordjylland og tilføjer:
- Det er endnu en afgift, vi bliver pålagt, fordi vi vil være lidt fremsynede og lave grøn energi.
Varmeværket har lånt 26 millioner kroner af kommunekredit for at skifte det gamle fyr. For at kunne låne pengene har de måtte få Aalborg Kommune til at stille garanti for lånet. Det har førhen bare været en formsag, men nu vil kommunen have 1,5 procent af det lån, de stiller garanti for hvert år.
Og Aalborg Kommune er ikke de eneste.
- Det er en mulighed, som kommunerne har fået øje på, og som flere og flere benytter sig af, siger direktør Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme.
- Men det står hverken mål med de omkostninger, der er, i forbindelse med at man stiller garantien - og det står heller ikke mål med den risiko, der er, ved at stille garantien, siger han til DR Nordjylland.
Flere nordjyske kommuner vil ligesom Aalborg have penge for at stille garanti for fjernvarmeværkernes lån, men typisk kræver de knap så stor en procentdel af pengene.