Fjord Line-færge klar før tid

Øvelse gør mester og norsk værft kan nu levere cruisefærge i Hirtshals før tid.

Fjordline, der sidste år i juli indsatte deres nyeste færge MS Stavangerfjord, kan nu udvide flåden med MS Bergensfjord. Og det endda før forventet.

- Vi er meget tilfredse med, at værftet leverer skibet forud for den aftalte tidsplan. Vi er ivrige efter at få skibet til Hirtshals, så vi har god tid til at lave de sidste klargørende øvelser, siger direktør for Fjord Line i Danmark Gert Balling.

Jomfrurejsen er planlagt til 3. april, men nu overvejer rederiet at lægge fra kaj tidligere.

Forud for indsættelsen skal skibets kommende besætning lære skibet at kende og blive fortrolige med deres nye arbejdsplads fra maskinrum over tekniske procedurer til bro og tapasbar, ligesom skibets 306 splinternye kahytter og luksussuiter skal gøres klar til at modtage de første gæster.

Ligesom sit søsterskib MS Stavangerfjord er MS Bergensfjord en miljøvenlig færge, der sejler på naturgas, som slet ikke udleder svovlgasser og som udleder klart mindre NOx-gasser end tilsvarende oliedrevne skibe.


Seneste nyt

fra Nordjylland