Flere færgeaflysninger fra Hirtshals
Foto: TV2/Nord
Det blæser op, og det betyder færgeaflysninger. Allerede nu har Color Line aflyst tre kommende afgange fra Hirtshals.
Vejrudsigten for aftenen, natten og morgendagen melder om vindstød af stormstyrke i det nordjyske, og det har fået Color Line til at aflyse flere færgeafgange.
20.45 sejler der derfor ingen færge mod Kristiansand, hvilket ellers var planlagt. Torsdag er to afgange aflyst indtil videre. Det drejer sig om afgangen fra Hirtshals til Kristiansand 12.15 og afgangen 12.45 fra Hirtshals til Larvik.
Turene til Hirtshals er også aflyst, så det er kort og godt alle afgange til og fra Hirtshals, der er aflyst indtil torsdag aften.
Adm. Direktør i Color Line, Henrik Renneberg, fortæller til TV2/NORD, at alle passagererne, der skulle have været med 20.45 er varslet om aflysningen, og Color Line tilbyder dem overnatning i det nordlige Nordjylland, blandt andet på Color Hotel Skagen.
Henrik Renneberg vurderer at et par hundrede rejsende bliver ramt af aflysningerne.
Se om din afgang er aflyst på Color Lines hjemmeside under trafikinformation:
Stena Line har også aflyst en afgang torsdag. Det drejer sig om afgangen mod Oslo 10:00.