Flere indbrud end sidste år: Er dit hjem sikkert?

Nordjyllands Politi har i år fået flere anmeldelser om indbrud end sidste år. Tyvene går efter hele kvarterer.

Flere nordjyder end sidste år kommer hjem til en ubehagelig overraskelse. Indbrudstyven har været på besøg.

I år 2014 fik Nordjyllands Politi 53 anmeldelser om indbrud i uge 28. I år var det steget til 96.

- Vi formoder, at det er udenlandske kriminelle. Indbrudene er hovedsageligt foretaget ved underboringer, men der er også brugt brækjern, siger Sune Myrup, der er leder af berigelsessektionen under den centrale efterforskning ved Nordjyllands Politi.

Han oplyser, at det er hele Nordjylland, der er ramt.

- Vi ser indbrud i hele kredsen. De slår til i de samme kvarterer i byerne, så det er typisk en lille del i hver by, siger han.

Den 15. juli i år har der været 164 anmeldelser i juli måned. I hele juli sidste år var der 214.

Nordjyllands Politi er i gang med en større efterforskning og forfølger konkrete spor i sagen.

Det Kriminalpræventive Råd har lavet nogle råd til, hvordan du bedst muligt sikrer dine døre og vinduer. Se dem her.


Seneste nyt

fra Nordjylland