Flere nordjyder sendes på privathospital
Foto: Arkiv
Hvis du er syg, og skal finde ud af hvad du fejler, er sandsynligheden for, at du bliver sendt på privathospital, størst i Region Nordjylland.
Næstformanden i regionsrådet vil have vendt udviklingen. Det oplyser DR Nordjylland.
- Vi skal lære at gøre det selv i Region Nordjylland, og det er bedst for patienterne, at de bliver udredt og får diagnosen stillet hos os, siger Jess Laursen (V), der næstformand i regionsrådet.
Godt 9000 patienter blev henvist til privatbehandling i årets første otte måneder, viser tal fra region Nordjylland. Sammenlignet med sidste år, svarer det til en stigning på 50 procent, hvilket er den højeste på landsplan.
- Altså, vi har ikke været for gode til at overholde tiden med diagnosestillelsen. Det er noget, vi skal have strammet op på, siger Jess Laursen.
Stigningen skyldes primært den såkaldte udredningsgaranti, som er regeringens løfte om at give syge en diagnose inden for 30 dage. Det fortæller professor Jakob Kjellberg fra kommunernes og regionernes forskninginstitut, KORA. Han forklarer samtidig, at Region Nordjylland sammenlignet med andre regioner har en lavere kapacitet, når det gælder ambulant behandling som for eksempel blodprøver og scanninger. For at overholde udredningsgarantien henviser regionen derfor flere og flere patienter til privatbehandling.
- Når man ikke har så stor kapacitet og efterspørgslen stiger, så kan det give mening at købe det privat, siger Jakob Kjellberg, der ikke ser noget odiøst i, at man i Nordjylland køber mere privat, end man gør i andre regioner, hvor man har en lidt større kapacitet.
- Det er ikke nødvendigvis billigere at få det lavet i det offentlige. Det er afhængig af den situation, man er i. Hvis man har lidt presset kapacitet, så kan det faktisk sagtens være billigere at købe det privat.
Næstformand i regionsrådet, Jess Laursen, er enig i, at det kan være fornuftigt, at bruge penge på privatbehandling, hvis det sparer tid og penge for regionen. Men som det ser ud lige nu, skal regionen blive bedre til selv at varetage behandlingen i stedet for at sende patienterne videre til privathospitalerne.
- Vi skal skabe bedre arbejdsgange. Det kan være forbedret udskrivning og bedre IT. Og så vil fremtidens supersygehus i Aalborg Øst også komme til at gøre en stor forskel i forhold til kapaciteten på de ambulante behandlinger, siger han til DR Nordjylland.