Flere nordjyder udlejer deres biler privat

I Nordjylland handler deleøkonomi indtil videre mest om transport. Flere nordjyder lejer deres bil ud, når de ikke bruger den. På den måde får de en del af udgiften til bilen dækket, samtidig med at lejeren sparer penge, fordi han ikke behøver at anskaffe sig en bil selv.

Rasmus Hogreffe fra Aalborg er ved at registrere sin bil på udlejningssiden Minbildinbil.dk. Her udlejer privatpersoner deres biler til andre i eksempelvis en dag.

Rasmus Hogreffe har flere gange lejet sin bil ud til folk, han ikke kender.

- Det har været yderst positivt, vil jeg sige, fortæller Rasmus Hogreffe.

Nu har han fået en ny bil - en stor stationcar, og den vil han også leje ud.

- Jeg har gjort op med mig selv, at hvis jeg bare vælger den rigtige til at udleje den, så er sandsynligheden for at der kommer en skade, den er lige så stor, som hvis jeg skulle lavede den, siger han.

For mellem 300-500 kroner i dagsleje kan man altså låne en bil. I udlejningstiden er den forsikret via udlejningsfirmaet.

Ifølge firmaet Minbildinbil står en bil typisk stille i 96 procent af tiden. Derfor ser flere og flere en fordel i at udleje den.

- Vores vision er jo rent faktisk at reducere antallet af biler, der står på gaden, så den ressource, der er, bliver udnyttet maksimalt, siger Jeppe Løvstrøm, der er Community manager for MinbilDinbil.

I Nordjylland er tendensen mest udbredt i Aalborg og de større byer, men også i byer som Brovst, Bælum, Sæby, Aars og Støvring kan man finde folk, der er villige til at udleje bilen. Ifølge Rasmus Hogreffe kan det godt betale sig.

- Som jeg ser det, så hjælper man hinanden. Og ved den her løsning, så får man dækket en del af de omkostninger, som der er forbundet med at eje tingene, siger Rasmus Hogreffe.

Han har aldrig haft dårlige oplevelser med udlejningen. Han mener, at det er frygt for det ukendte, der afholder kritikere fra at prøve delebiler.

- Hvad man ikke prøvet, det må man jo prøve, før man kan udtale sig omkring det. Men jeg kan ikke se, hvad der er negativt forbundet med det her, siger han.

Man skal betale skat af indtjeningen for biludlejningen. Det er ens eget ansvar at registrere det som B-indkomst, oplyser MinbilDinbil.


Seneste nyt

fra Nordjylland