Flere penge til anbragte

Aalborg Kommune skal bruge 25 mio. kroner mere til at anbringe børn og unge, selvom budgettet allerede er overskredet med 55 mio. kr.

Udgifterne til at anbringe børn og unge, som har det svært,
stiger så meget, at Aalborg Kommune har svært ved at følge med.

Ifølge socialrådmand Mai-Britt Iversen (S) bliver der brug for
mindst 25 mio. kroner mere til området i indeværende år, selvom
det oprindelige budget allerede er overskredet med 55 mio.
kroner.

- Forklaringerne er mange. Men det skyldes primært en stigning
i antallet af underretninger, og de er desværre ikke grundløse,
siger hun til Nordjyske Stiftstidende.

Ifølge Mai-Britt Iversen burde en række nye tiltag slå igennem
på længere sigt. Det gælder bl.a. en kommende døgninstitution og
et korps af såkaldte netværksjægere fra familie- og
beskæftigelsesforvaltningen.

- Men lige nu døjer vi fortsat med stigende udgifter, og
derfor bliver vi nødt til at bede forligspartierne om lov til at
overskride budgettet, forklarer hun.

Den eksplosive vækst i antallet af anbringelser giver også
problemer i andre kommuner, og i Aalborg har man på det seneste
været nødt til at anbringe flere ældre børn. Det er f.eks. unge,
hvis forældre drikker så meget, at det ikke er forsvarligt at
lade børnene blive boende hjemme.

Hun understreger, at problemerne i alle tilfælde er så
alvorlige og vigtige, at kommunen er nødt til at skride ind. Derfor har kommune også bedt Velfærdsministeriet om lov til at
overskride budgetrammen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland