Flere torsk i nettet
Foto: Ib William Christensen
Det er ikke acceptabelt med en uændret eller ligefrem faldende torskekvote mener fiskerne
Det er ikke acceptabelt med en uændret eller ligefrem faldende torskekvote for Nordsøen og Skagerrak i 2014, slår formanden for Danmarks Fiskeriforening fast.
Torskebestanden i Nordsøen og Skagerrak er i så god og så kontinuerlig en udvikling, at torskekvoten skal stige i 2014 i forhold til den nuværende kvote for 2013. Det vil sige, at den samlede kvote skal betydeligt over 31.801 tons. Det skriver FiskeriTidende.dk.
Det mener fiskerne i hvert fald. Som dermed ikke er helt tilfredse med udmeldingen fra Det Internationale Havundersøgelsesråd om, at kvoten skal ligge på 28.809 tons.
Danmarks Fiskeriforening har nu en klar forventning om en kvotestigning i forhold til den nuværende kvote. Det begrundes med, at torskebestanden nu for syvende år i træk er i stigning; at fiskeridødeligheden fortsat er faldende; og at ICES selv indikerer, at trusselsniveauet skal skifte fra rødt til gult.
- Der er ikke længere tale om, at vi er i et skræk-scenarie, som vi er blevet reguleret under de seneste mange år. Nu taler såvel biologien som logikken for, at kvoten skal øges, og at den kan øges væsentligt i forhold til i år, slår fiskeriformanden Svend-Erik Andersen fast over for FiskeriTidende.dk.