Flere udlejningsselskaber opkræver ulovlige tillæg

Hvis du bor i en lejebolig skal du måske nærlæse din lejekontrakt en ekstra gang. Måske betaler du for mere, end du skal.

TV2/Nord kunne i går fortælle, at udlejningsselskabet Lykkebo opkræver uretmæssige tillægsydelser fra lejerne som for eksempel penge for trappevask. Men Lykkebo er ikke det eneste selskab. Fænomenet ser ud til at være udbredt.

Selskabet Prodomus, der tidligere hed Aalborg Grundejerforening, opkræver også penge for trappevask fra lejerne. I flere ejendomme, som Prodomus administrerer, fortæller lejerne, at de hver måned betaler cirka 130 kr. hver for trappevask.

- Det er synes jeg er forkert. Så misbruger man jo folk, siger Simon Larsen, der har boet i en af Prodomus lejligheder i Aalborg i de seneste syv år.

Tillægsydelser er ifølge lejeloven ikke lovlige at opkræve. Det har Huslejenævnet også slået fast. Derfor må selskaberne ikke tage penge for trappevask. Prodomus afviser, at selskabet opkræver ulovlige tillægsydelser.

- Vi opkræver ikke a'conto trappevask i vores kontrakter, efter at vi er stødt på den her praksis i Huslejenævnet. Vi har fået en advokat til at lave et notat om det i juli 2013, siger Karen Bock, der er direktør i Prodomus.

Prodomus opkræver faktisk stadig penge for trappevask. Men kun for de lejemål, der er indgået tidligere end sommeren 2013. Derfor kan lejere, der bor dør om dør, have forskellige huslejekontrakter.

- Jeg synes da en eller anden form for oplysning havde været på sin plads. Der må da være lige vilkår for alle, siger Lotte Nielsen, der er beboer og har betalt trappevask i fire år.

- Man skal jo gøre sådan, at vi bliver behandler ens, siger Simon Larsen.

Ifølge Prodomus tjener udlejerne ikke penge på at opkræve f.eks. tillæg for trappevask. Pengene går i stedet til de firmaer, som udfører opgaven. Lejerne kan godt slippe for at betale for trappevask, men så skal de til gengæld gøre det selv.

Det er dog ikke en mulighed, beboerne i opgangen har fået tilbudt.

Prodomus opfordrer lejere, der er utilfredse med at betale for trappevask til at henvende sig på kontoret. Direktøren lægger dog ikke skjul på, at hun og udlejerne er uenige med Huslejenævnets regler.

- Det står ingen steder i loven. Det er en dom fra Højesteret, som man udleder af, at man ikke må opkræve tillægsydelser, siger Karen Bock fra Prodomus.

Prodomus repræsenterer 500 boligudlejere, der til sammen har ca. 4000 lejemål i Aalborg.

Betaler du for trappevask? Deltag i vores undersøgelse.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland