01:44

Flere unge nordjyder arbejder frivilligt

Når det kommer til at skaffe frivillige, så har de fat i den lange ende ved Red Barnet Ungdom i Nordjylland. Antallet af frivillige i organisationen vokser og vokser.

En af de frivillige ved Red Barnet Ungdom i Nordjylland er 24-årige Marc Sanganee fra Aalborg, som er på asylcenteret i Tranum.

- Det er fedt, at jeg gør en forskel for børnene. De spørg altid, hvornår vi kommer igen, og vi har et godt sammenhold i frivillighedsgruppen, siger Marc Sanganee.

For fem år siden var der kun to unge frivillige i Red Barnet Ungdom. Nu er der 120 frivillige.

- Det er vi bare rigtig glade for - især på børnenes vegne, siger Camilla Carlsson, der er projektkonsulent hos Red Barnet Ungdom.

Marc Sanganee har været frivillig i tre år, og sammen med børnene på Tranum asylcenteret har han blandt andet lavet en musikvideo.

- Vi har det rigtig sjovt, og jeg hjælper børnene, men jeg får det også godt selv, så jeg håber mange flere vil hjælpe til, siger Marc Sanganee.

Selvom Red Barnet Ungdom altså oplever en stigning har antallet af frivillige generelt været stabilt gennem de seneste år.

- Der er en enormt politisk opmærksomhed om vigtigheden af at gøre en frivillig indsats, og det betyder, at befolkningen ser behovet for hjælpen og dermed er mere parate til at gøre en forskel, siger forsker i frivillighed på Aalborg Universitet, Lars Skov Henriksen.

RED BARNET UNGDOM

- Red Barnet Ungdom er stærkt repræsenteret i Region Nordjylland.
- Red Barnet Ungdom har en stærk lokalforening i Aalborg med aktiviteter på asylcentre, koloni for nordjyske asylbørn, et storebror og –storesøster program, lektiecafé og drengeklub.
- Red Barnet Ungdom har 1200 frivillige unge mellem 15-30 år.
- Red Barnet Ungdom arbejder ud fra princippet ung-til-børn, da det giver en inddragende relation, som er i øjenhøjde.
- Red Barnet Ungdom blev dannet i 2003 og er en ungdomsorganisation, der arbejder for at fremme børns rettigheder