Flygtninge inviterer lokale borgere til fællesspisning
Nordjyder og flygtninge er for dårlige til at komme hinanden ved. Nu vil en gruppe flygtninge forsøge at skabe bedre kontakt til lokalsamfundet.
Nordjyder og flygtninge er for dårlige til at komme hinanden ved. Derfor vil en gruppe flygtninge fra Flauenskjold nu forsøge at skabe bedre kontakt til lokalsamfundet.
En gruppe flygtninge fra Flauenskjold har en fælles mission. De ønsker at blive en del af det danske fællesskab, og derfor inviterer de folk fra lokalmiljøet til fællesspisning på byens nedlagte plejehjem, hvor flygtningene bor.
- Jeg savner min familie i Syrien, så vi laver syrisk mad for at komme i kontakt med de danske familier, siger Khaled Admad Alkhaled.
Flygtningene har fået fremstillet en plakat, hvor de byder de lokale inden for. Den plakat har flygtningene været rundt at hænge op i flere af Flauenskjolds nabobyer.
- Jeg har mødt venlige og søde mennesker, som har taget imod mig med glæde og smil. Det bedste ved danskerne er, at de er smilende, siger Khaled Admad Alkhaled.
Lørdag var Khaled forbi den lokale købmandsforretning for at høre, om der kunne blive plads til plakaten på deres opslagstavle. Når han henvender sig i butikkerne, sker det med følgende sætning:
- Hej. Vil du være så venlig at hænge denne plakat op?
I købmandsbutikken bliver flygtningenes initiativ hilst velkommen.
- Jeg synes, det er rigtig sejt og det er fedt gjort, for det er ikke det, de fleste vil gøre. Jeg tror ikke, at det er det første vi gør, hvis vi kommer til deres land, siger salgsassistent Anna Sofie Schacksen.
En undersøgelse fra Røde Kors viser, at nordjyderne er dem, der har mindst kontakt med flygtninge og indvandrere, men det tror Khaled, at flygtningenes initiativ kan være med til at ændre på.
- Jeg tror, at der kommer mange mennesker, siger Khaled Admad Alkhaled.