Flygtningen Molla: - Jeg kan vinde OL-guld for Danmark
24-årige Molla fra Etiopien er flygtet til Danmark. Han var blandt de bedste løbere i sit hjemland, og nu håber han på en karriere i Danmarks. Målet er OL.
Den 24-årige etiopier Molla Aschenaki er rejst til Danmark for at vinde OL og VM. "Hvis jeg må blive, får jeg endelig mulighed for at realisere alt det, jeg ikke kunne i Etiopien," siger han til TV2/Nord.
Flygtningen og asylansøgeren Molla Aschenaki har en drøm. Han vil vinde både OL og VM for Danmark.
- Mit største ønske er at få en masse opbakning og støtte her i Danmark, så jeg kan vise alle dem, der støtter mig, at jeg kan begå mig internationalt, siger Molla Aschenaki til TV2/Nord.
Den 24-årige etiopier bor lige nu sammen syv andre flygtninge i en lejlighed i Hjørring - det har han gjort siden december, og Molla ved endnu ikke, om han får lov til at blive boende i Danmark.
Molla kommer fra nogle barske år i Etiopien. Ifølge ham selv blev hans far og ene bror for få år siden dræbt, fordi de udøvede politisk modstand mod de forkerte mennesker. Kort tid efter døde hans mor af stress, hvorefter hans anden bror flygtede til Sudan. Nu er Molla rejst til Europa for at løbe sig ud af problemerne og blive den næste Wilson Kipketer.
- Jeg vil meget gerne opnå alle de ting, som jeg ikke fik mulighed for i Etiopien. Jeg vil gerne forbedre mine tider og klare mig bedre, end jeg gjorde i Etiopien, siger han.
Molla trænede med nogle af de bedste langdistanceløbere i hele Etiopien, og det var gennem det etiopiske løbeforbund, at Molla fik visum i seks dage til at løbe North Sea Beach Marathon i Hvidesande i sommeren 2014.
Ved løbet i Danmark tilbød en udenlandsk agent Molla at komme til Schweiz for at træne permanent. Her rejste Molla til og fik trænet godt i tre måneder over efteråret. Men hans asylansøgning til Schweiz blev afvist, da hans fingeraftryk matchede med dem, han fik taget ved den dansk/tyske grænse tre måneder før, blev han sendt retur til Danmark, hvor nu har været siden den 5. november.
- Alt det, der er sket, har betydet, at jeg desværre har brugt meget energi på at tilpasse mig, siger Molla.
Alligevel holder Molla formen på den danske asfalt. Han løber omkring 25 kilometer om dagen, og gennem asylcentret i Hjørring har han fået mulighed for at løbe med i den lokale løbeklub, Dromos. Men niveauet rækker ikke helt til Mollas målsætninger, og han er derfor nu begyndt at træne med på eliteholdet i Aalborg Atletikklub.
Mollas talent er ikke gået ubemærket hen i det nordjyske. Atletikklubben har allerede startet en støtteindsamling for ham, han er blevet tilbudt gratis dansk og engelsk undervisning, og så har tøjmærket Newline doneret løbetøj til ham.
- Jeg er så beæret og motiveret over alt den støtte, jeg har fået. Jeg bliver virkelig motiveret af det. Jeg føler, at der er håb, og at den danske befolkning står bag mig. Jeg er sikker på, at jeg i fremtiden vil nå mine mål, siger han.
Lige nu er uvisheden om, hvad der skal ske med ham i fremtiden, det eneste, Molla tænker på.
- For at jeg kan fokusere på mit liv som løber, skal alt alle processer med asyl og opholdstilladelse falde på plads i Danmark. Hvis jeg ikke kender min fremtid, bliver det svært for mig at realiserer mine drømme, men når jeg først har fået svar, kan jeg for alvor starte de hårde mentale og fysiske træninger mod endemålet, siger han.
Hvis Udlændingestyrelsen ender med at give ham permanent opholdstilladelse, er Molla sikker på, at målet om OL-guld bliver opfyldt.
- Helt sikkert. Jeg har ønsket det her for mig selv så længe. Der er så mange ting, jeg ikke har kunne fuldføre i Etiopien. Jeg vil gerne anerkendes og begå mig på den internationale scene, og det var netop derfor, jeg startede med at løbe. Hvis jeg må blive, får jeg endelig mulighed for at realisere alt det, jeg ikke kunne i Etiopien, slutter han.
TV2/Nord har været i kontakt med Udlændigestyrelsen for at høre dem om Mollas muligheder for at asyl i Danmark, men de ønsker ikke at kommentere på konkrete sager.
Molla Aschenaki vandt i weekenden New Balance Halvmarathon, som blev afholdt på stierne i Aalborg Øst. Han løb sejren hjem tiden i 1.12,26 - trods kulden og den manglende træning.