Fødevareekspert kritiserer manglende kontrolbesøg

3.868 gange i år har fødevarekontrollen inspiceret restaurationer og andre fødevarevirksomheder i Nordjylland. Kun 18 af besøgene er sket i weekenden.

De få kontrolbesøg uden for kontortid er langt fra godt nok, lyder det fra fødevareekspert på Professionshøjskolen Metropol i København, Michael René.

- Virksomhederne skal jo ikke vide, hvornår de bliver kontrolleret, det giver ingen mening, fortæller han.
 
Hos Fødevareafdeling Aalborg, der står for Region Nordjylland, mener man ikke, at de manglende besøg i weekenden er noget problem.
 
- Vores personaler kan ved kontrollerne godt se, om en virksomhed generelt er et pænt sted ved at komme i hverdagene, udtaler fødevarechef Birgitte Horn.
 
Men det mener fødevareeksperten ikke er fyldestgørende nok.

- Det er skræmmende, at man ikke foretager kontroller i weekenden. Restaurationer og andre fødevarevirksomheder kan med de få besøg i weekender spekulere i at snyde og slække på tingene. I sidste ende er det jo folks sikkerhed, man skal tænke på, siger Michael René.


Seneste nyt

fra Nordjylland