Fødselstallet stiger i Nordjylland: Borgmestre er begejstrede
Der har været pres på de nordjyske fødselsgange det seneste år. Hele 9 ud af 11 kommuner ser en stigning i fødsler.
Mange flere småbørn er kommet til det nordjyske det seneste år. Fødselstallet i ni af de i alt 11 nordjyske kommuner er steget, og man kan næsten tale om et regulært babyboom.
De nordjyske borgmestre er begejstrede for den positive udvikling. I Jammerbugt Kommune er der blevet født 32 børn flere i 2016 sammenlignet med året før.
- Det er jo altafgørende for en kommune, at vi bliver flere indbyggere, og når vi igennem de sidste tre år er blevet flere, så betyder det, at vi har en god vækst i forhold til indbyggertallet, og at det er nemmere at drive Jammerbugt Kommune, siger Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade (Venstre).
Også Vesthimmerlands Kommune nyder godt af det seneste års babyboom. Her er antallet af nyfødte gået fra 309 til 365.
- Det synes jeg er rigtig positivt. Vi er glade for, at det går den vej, siger borgmester Knud Kristensen (Kons.)
Det er særligt den store indsats på børneområdet, der gør, at kommunen får så højt et fødselstal, mener borgmesteren. der peger på de indsatsen og resultaterne som afgørende for lysten til en forøge familien.
- Vi har lagt fem millioner kroner mere ind til børneområdet for at give nogle bedre muligheder for dem, som har brug for en pasningsmulighed. Vi ved jo, at arbejdsmarkedet udvikler sig, og at der er treholdsskift og så videre, så på den måde tror jeg, at vi har fundet det rigtige niveau, siger borgmester Knud Kristensen.