Fodsvamp tvinger Jan Ø. til afbud
En fodskade tvinger den forsvarende mester Jan Ø. Jørgensen til afbud i badmintonturneringen Copenhagen Masters.
Den internationale badmintonturnering i København, Copenhagen Masters, har modtaget et afbud fra den forsvarende mester Jan Ø. Jørgensen, som har problemer med sin fod.
- Min læge har rådet mig til ikke at spille Copenhagen Masters. På grund af min dårlige tå kan jeg kun spille på 70-80 procent, og det nytter ikke, siger Jan Ø. Jørgensen til Jyllands-Posten.
Spilleren blev ramt af fodsvamp under en turnering i Hong Kong, og den skade plager ham fortsat.
Jan Ø. Jørgensen er i øjeblikket rangeret som Danmarks næstbedste singlespiller, og han har i kraft af sin placering i Super Series akkurat kvalificeret sig til finalerne med verdens otte bedste spillere i den præstigefulde turnering.
Den vil Jan Ø. Jørgensen meget gerne være klar til, og derfor vil han ikke tage chancen med deltagelse i Copenhagen Masters.
- Finalen i Super Series har højeste prioritet for mig, der vil jeg være helt klar, og det bliver jeg kun, hvis min tå får ro, siger Jan Ø. Jørgensen.
Den forsvarende mester erstattes af Hans-Kristian Vittinghus.
Copenhagen Masters spilles fra 27. til 29. december i København.
/ritzau/