Første gang i Danmark: TV2 Nord træder ind i stor, dansk medieklynge
Mikael Justesen, direktør for TV2 Nord, og Anne Dyrehauge, direktør for MCO.
TV2 Nord skal nu samarbejde med medie- og techvirksomheder over hele landet.
Den storstilede medieklynge Media City Odense (MCO) har fået et nyt medlem, efter TV2 Nord nu har meldt sig ind under fanerne.
Det betyder, at TV2 Nord træder ind i et fællesskab, der tæller alt fra store mediekoncerner til uddannelsesinstitutioner og techvirksomheder.
Målet er blandt andet at sætte ekstra fut under udviklingen på TV2 Nord.
- Vi glæder os. Projektet giver mening, også selv om vi er nødt til at have et langdistanceforhold til klyngens sekretariat i Odense. Jeg håber, at MCO udvikler sig til at være landsdækkende og ikke bare en fynsk landsby. Det tror jeg, vi kan hjælpe med, og i så fald er det det hele værd, siger Mikael Justesen, direktør ved TV2 Nord.
- Vi har brug for at tænke nyt og holde os aktuelle, hvis vi skal fortsætte med at være relevante som medier, og det tror jeg, vi gør bedre ved at arbejde tæt sammen og være proaktive, siger han.
Klyngeinitiativet blev etableret i Odense i januar 2021 og er stiftet af TV 2 Danmark, JFM, TV 2 Fyn og SDU.
TV2 Nord træder ind i et fællesskab for viden og udvikling, som i skrivende stund udgør 23 virksomheder, heriblandt marketingbureauet Nørgård Mikkelsen, kommunikationsvirksomheden KommPress, uddannelsesinstitutionen UCL samt flere produktions- og medietech-virksomheder såsom Profox og MediaCatch.
- Vi er rigtig begejstret for at få TV2 Nord med i fællesskabet. De deler vores ambitioner for klyngen, og vi har flere projekter, som de vil være oplagte at koble på, og som vi tror, de kan være med til at løfte til fordel for dem selv, klyngen og resten af den danske mediebranche, siger MCO-direktør Anne Dyrehauge, der glæder sig til at bringe Media City Odense mere ud i landet.