Føler sig svigtet af forsikringen
Forsikringsselskab vil ikke betale erstatning, efter Tina Madsens bil fik klippet taget af for at redde hendes tilskadekomne datter ud.
En kvinde fra Kass føler sig godt og grundigt svigtet af sit forsikringsselskab. Falck skar taget af hendes bil, og Codan vil ikke dække skaden.
Tina Madsen fra Kaas troede, at alt var i sin skønneste orden, da hun i sidste uge kontaktede Codan for at anmelde en skade på sin bil.
Torsdag aften kørte hun sin datter til Sygehus Vendsyssel i Hjørring efter et uheld under en håndboldkamp. Datteren havde kraftige rygsmerter, og lægerne turde ikke flytte hende fra bilen uden at få taget skåret af, fordi de frygtede brud på ryggen.
Heldigvis var der kun tale om en nerve, som sad i klemme og gav stærke smerter, og dagen efter kontaktede Tina Madsen sit forsikringsselskab.
- Jeg var helt sikker på, at forsikringen ville dække skaden efter uheldet. Jeg har en delkaskoforsikring, som jeg var blevet rådet til at tegne, siger Tina Madsen.
Men beskeden fra Codan var nedslående. De dækker ikke skaden.
- Delkaskoforsikringen dækker en lang række ting, men den dækker altså ikke den konkrete sag, siger Peter Hupfeld, som er direktør i Nordisk skade, Codan.
Han bakkes op af konsulent i Forsikring og Pension, Ole Vidstrup.
- Delkasko er kendetegnet ved, at den dækker ting, som er opremset i policen. Det kan for eksempel være hærværk eller brandskader. Det er der ikke tale om her, og derfor er det også efter reglerne, at Codan nægter at dække skaden, siger Ole Vidstrup.
I Kaas er Tina Madsen skuffet over sit forsikringsselskab. Hun mener ikke, at hun har fået den rette rådgivning.
- Jeg føler mig snydt. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at forsikringen ville sige nej til at dække denne skade, som jeg jo ingen som helst skyld har i, siger hun.