Folk vil hellere sidde hjemme: Særlig slags uddannelse er eksploderet
Den nyeste uddannelse på listen af overbygningsuddannelser er e-handel, hvor der er mange flere ansøgere, end der er pladser til.
Pyjamas, kaffe og en computer er hvad mange studerende måske foretrækker i år.
I hvert i fald oplever UCN i år, at der er stor interesse for særligt tre uddannelser, som udbydes som onlineundervisning. Og faktisk har onlineuddannelserne tiltrukket godt 50 procent flere ansøgninger end sidste år.
- Vi har stor erfaring med onlineuddannelser af høj faglig kvalitet, og vi kan se, at vi tiltrækker ansøgere fra hele landet. Blandet andet uddannelsen i Sportsmanagement er meget populær med ansøgere helt fra København og Ringkøbing til Vojens og Samsø, udtaler direktør for UCN Thomas Kastrup-Larsen i en pressemeddelelse.
Uddannelserne er overbygningsuddannelser, hvilket betyder, at uddannelserne varer halvandet år og er henvendt til studerende med en erhvervsakademiuddannelse, der ønsker at læse en uddannelse på bachelorniveau.
Flere bliver stadig skuffet
I år har UCN modtaget i alt 528 ansøgninger på overbygningsuddannelser 485 ansøgninger i 2023. Og i alt er 392 blevet tilbudt en studieplads.
Dog er nogle stadig blevet skuffet.
- På netop Sportsmanagement-uddannelsen har vi haft mulighed for at hæve antallet af studiepladser, så vi kan optage op til 60 studerende på onlineholdet, så vi ender med at skuffe færrest muligt af de 70 ansøgere, der har det som deres 1. prioritet, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Kort om overbygningsuddannelserne
Professionshøjskolen UCN udbyder i alt 14 overbygningsuddannelser, hvoraf de tre foregår online og de resterende med fysisk fremmøde på UCN i Aalborg
Uddannelserne varer halvandet år, er på bachelorniveau og tages som overbygning på en erhvervsakademiuddannelse
I år modtog UCN i alt 528 ansøgningerne mod 485 året før.
392 er blevet tilbudt en studieplads hvoraf 123 er på en onlineuddannelse
Ny uddannelse er efterspurgt
Den nyeste uddannelse på listen af overbygningsuddannelser er e-handel, hvor der er mange flere ansøgere, end der er pladser til.
- Det er kun tredje gang, vi udbyder uddannelsen i e-handel, og med kun 30 studiepladser på uddannelsen, må vi desværre skuffe godt hver anden ansøger. Det en ærgerligt, da vi kan se, at efterspørgslen efter medarbejdere med kompetencer indenfor netop e-handel er stor og ser ud til at fortsætte i de kommende år, konstaterer Thomas Kastrup-Larsen.
På uddannelsen i e-handel er antallet er studiepladser fastsat fra uddannelses- og forskningsstyrelsen.