Folkedansen er ved at uddø

Antallet af organiserede folkedansere i Nordjylland er halveret på bare ti år, og folkedanseforeningerne lukke på striber. Hverken unge eller ældre gider folkedans.

Noderne bliver gennemgået en sidste gang og skoene bliver snøret. Klokken er 19.30 torsdag aften og om lidt er det tid til to timers folkedanstræning i Godthåb lidt syd for Aalborg.

- Ja, værsgo. Vi åbner med en reinlender, råber instruktør Trine Andersen til sine folkedansere for at få dem ud på gulvet.

Der er ikke ret mange der interesser sig for at danse reinlender, Jødetur fra Mors eller Totur fra Vejle. Tre fjerdedele af danserne i Møllekvadrillen i Godthåb er stoppet i de seneste ti år, og der er stort set ingen medlemmer under 60 år. Ofte er der kun omkring 10 personer der dukker op til træning.

- Jeg har været med i 40 år nu. Dengang jeg startede, der kunne vi ikke være i salene nogen steder, så mange var vi. Så det er lidt trist, siger Lars Brøste, formand for Møllekvadrillen i Godthåb.

For ti år siden var der 1000 nordjyske organiserede folkedansere. Nu er der 500 dansere fordelt på 12 foreninger. Møllekvadrillen lagde sidste år flyers i 1000 postkasser i omegnen for at kapre medlemmer. Der var kun to der meldte sig.

quote Jeg har været med i 40 år nu. Dengang jeg startede, der kunne vi ikke være i salene nogen steder, så mange var vi. Så det er lidt trist.

Lars Brøste, formand, Møllekvadrillen

- Vi prøver jo alt hvad vi kan for at få nye til, men det lykkedes ikke rigtig. Det er jo ærligt for man bliver altså glad i låget af at danse folkedans, siger Trine Andersen.

I gymnasierne er det populært til afslutningen at danse Les Lanciers. Det var borgerskabets dans i 1800-tallets Storbritannien, og det minder meget om folkedans. Derfor har folkedanserne også svært ved at se hvorfor de bliver fravalgt af de unge. Folkedans har ry for at være kedeligt at se på, men sjovt at være med til.

- Det kan der godt være noget om, men så kan man jo nyde musikken, og så er det rigtig god motion. Det er temmelig hårdt. Konditionen kommer op, siger folkedanser Ib Sørensen.

Folkedansen er et stykke dansk kulturhistorie fra 1800-tallet. Dansene bliver danset forskelligt fra egn og til egn, og derfor er der ifølge Lars Brøste mere end 2000 danse, når man taget variationerne med. Udøverne frygter at kulturen bliver glemt, i takt med at foreningerne dør.

- Vores folkelige kultur, altså selve folkedansen og folkemusikken, den vil forsvinde og måske gå i glemmebogen. Vi har den trøst og forhåbning, at der er nogen, der finder på at finde det frem igen, siger Lars Brøste.


Seneste nyt

fra Nordjylland