Folkefest i Norskov

Hele byen er inviteret til Norskov Open Air premierefest på Paradiskajen i Frederikshavn.

Alle frederikshavnere og andre, der har lyst, er inviteret til gratis, kæmpe folkefest på Paradiskajen fra klokken 17.00, når der er premiere på TV2 serien Norskov.

Frederikshavn har i perioden fra januar til august måned dannet ramme for optagelserne af politiserien Norskov, der har premiere på TV2 i dag.

SF Film, der har produceret serien, har mødt en fantastisk velvilje fra alle sider i lokalsamfundet, for at medvirke til, at serien bliver en succes. De mange lokale aktører i Frederikshavn - Byen Bag Norskov og TV2 inviterer derfor hele byen til en kæmpe folkefest på Paradiskajen på premiereaftenen.

Borgmester Birgit S. Hansen opfordrer alle til at være med til at fejre premieren på Norskov:

- Som borgmester er jeg meget glad for, at seriens hovedforfatter Dunja Gry Jensen fik øje på Frederikshavns særlige DNA og de ikoniske steder - som havnen med kranerne og den storslåede udsigt fra Pikkerbakken ud over byen, havnen og havet, der fortæller sine helt egne historier. Jeg er stolt over, at hele byen har stået sammen om at møde filmholdet med åbne sind og hjælpsomhed. Det vil jeg gerne sige tusind tak for. Jeg glæder mig til at fejre bedriften og se første afsnit af Norskov sammen med de tusindvis af mennesker som, jeg håber, vil være med til premierefesten, siger borgmester Birgit S. Hansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland