Traditionen tro betyder det, at kongefamilien bydes indenfor for at overvære statsministerens åbningstale. En tale, der står skrevet i Grundloven, at den til enhver tid siddende statsminister skal holde.
Her står også, at den skal indeholde en "redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger". Med andre ord er Mette Frederiksen altså ved lov pålagt at sætte ord på, hvad vi skal forvente os af det kommende folketingsår.
Åbningstalen er dermed danskernes mulighed for at få et lille kig i krystalkuglen og se, hvad regeringen går og pønser på.
Programmet tirsdag starter med en gudstjeneste for folketingsmedlemmerne klokken 10. I år vil gudstjenesten ikke blive afholdt i Christiansborg Slotskirke som normalt, men i den større Holmens Kirke for at undgå smittespredning.
Fra statsministerens åbningstale
Der vil heller ikke være offentlig adgang til kirken, men gudstjenesten vil derimod blive transmitteret direkte på Folketingets tv-kanal, ligesom TV2 og TV2 News har sendt direkte derfra.
Kongehusets medlemmer bliver efter gudstjenesten modtaget af Folketingets Præsidium med formand for Folketinget Henrik Dam Kristensen (S) i spidsen, som fører kongefamilien ind i Folketingssalen.
19 nordjyder på Tinge
19 nordjyske folketingskandidater kan glæde sig over, at missionen med at komme i Folketinget tilbage ved valget sidste år lykkedes. Og det er således anden gang for langt de fleste, at de skal deltage i åbningen af Folketinget.
Du kan se TV2 Nords program "Åbningsdebatten" om nogle af de emner, der kommer til at fylde på den politiske dagsorden i det kommende folketingsår.