Folketingsvalget i Nordjylland
Der er fremgang til SF i det nordjyske, og også de konservative vinder et mandat i storkredsen. V og R mister hver et mandat, mens DF og S holder stand.
Ekstra mandater
Både De Konservative og SF vinder ekstra mandater i Nordjyllands Storkreds.
Ministre bliver
De to konservative ministre, justitsminister Lene Espersen og trafikminister Jacob Axel Nielsen, sidder sikkert på deres mandater i Nordjyllands Storkreds. De Konservative får to kredsmandater og et tillægsmandat i storkredsen, hvilket vil give partiet en fremgang på et mandat.
SF går frem
Også SF går frem med et mandat, og det giver højst sandsynligt genvalg til uddannelses- og socialordfører Pernille Vigsø Bagge. Det andet mandat vil formentlig gå til Karl Bornhøft eller Karen Touborg, der er datter af partiets fødevare- og kommunalordfører, Kristen Touborg.
Holder skansen
Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ser ud til at holde skansen i kredsen. Med fem kredsmandater og et tillægsmandat kan den populære socialdemokratiske formand i Region Nordjylland, Orla Hav, være temmelig sikker på en plads i Folketinget.
Bjarne Laustsen m.fl.
Også partiets nuværende boligordfører Bjarne Laustsen og folketingsmedlemmerne Lene Hansen og Rasmus Prehn kan regne med genvalg. Til de to sidste mandater er europaparlamentariker Ole Christensen og folketingsmedlem Ole Vagn Christensen gode bud.
Dansk Folkeparti
Også for Dansk Folkeparti er der status quo i storkredsen, hvor arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted og Anita Knakkergaard synes sikre på genvalg. Partiet får også et tillægsmandat, der muligvis vil gå til Rikke Karlsson.
Venstre mister
Venstre mister et mandat i kredsen, men får fire kredsmandater og et tillægsmandat. Her står Torsten Schack Pedersen, Tina Nedergaard og Birgitte Josefsen formentlig stærkt. Ålestrups borgmester Per Bisgaard kæmper mod Kristian Andersen og Mariann Geller om de to sidste mandater.
Jelved ind
Den tidligere partileder Marianne Jelved kan også godt regne med vende tilbage Christiansborg, da hun højst sandsynligt vinder De radikales enlige mandat i det nordjyske. Ved sidste valg fik De Radikale to mandater i kredsen.
Inge Lene Ebdrup taber
Ny Alliance får ikke nogle mandater i Nordjylland, og dermed må den tidligere Venstre-kvinde Inge-Lene Ebdrup vinke farvel til Folketinget.