Følte sig truet til at udlevere penge

Mandag aften betalte en 26-årig mand sig - tilsyneladende - fra en omgang klø.

Den 26-årige stod sent i aftes foran Maxim Bar i Aalborg.

Da to mænd på 37 år og 20 år passerer ham, råber den ene pludselig: du skal fandme ikke kalde min kammerat for en bøsserøv!

Manden passer herefter den 26-årige op, og denne føler sig så truet af situationen, at han resolut hiver 200 kroner frem. Det formilder dog ikke den anden, der hiver ham med hen til sin kammerat, samtidigt med at offeret nu bliver truet med tæsk.

Efter at have betalt yderligere 100 kroner slipper den 26-årige endelig fra sine plageånder.

Efter et grundigt signalement lykkedes det hurtigt for politiet at pågribe de to, og de sidder her til formiddag stadig i detentionen i Aalborg.

- Vi har haft sagen forbi vores jurister, og de to vil ikke blive sigtet for røveri, men sandsynligvis for trusler om vold, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi i Aalborg, Aage Petersen, til TV2/Nord.

Gerningsmændene bliver løsladt senere i dag.


Seneste nyt

fra Nordjylland