Fokus: Forår to måneder for tidligt

Debatprogrammet Fokus handler i denne uge om klimaet og den globale opvarmning. I programmet kan du se naturvejleder Karin Winther demonstrere, hvor langt fremme naturen er allerede her i februar.

Kalenderen siger, at vi har vinter, men ude i naturen er der fuld gang i foråret.

- Jeg har arbejdet med naturen i mange år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Karin Winther, som er naturvejleder i Vesthimmerlands Kommune.

Karin Winther deltager i denne uge i programmet Fokus, som stiller skarpt på vores klima og de klimaforandringer, som vi er vidne til i disse år. Vi er kommet ud af en rekordvarm januar, og det milde vejr er fortsat ind i februar. Det har fået naturen til at spire mindst to måneder før tid.

- Der er gået fuldstændig kuk i foråret. Hasselen er sprunget ud, og man kan plukke ramsløg i skoven nu. Det er helt usædvanligt, siger Karin Winther.

Debatten i Fokus drejer sig om vores klima, og hvad vi kan gøre for at bremse den globale opvarmning. I studiet deltager naturvejleder Karin Winther, Socialdemokratiets Bjarne Laustsen og Susanne Zimmer fra Alternativet. Med fra København er klimaforsker Rasmus Anker Pedersen fra DMI.

Se hele debatten hvor gæsterne kommer rundt om både vejret denne vinter, klimaforskningen og Danmarks nye klimalov, som skal reducere CO2-udledningen i Danmark med 70 procent frem mod 2030.


Seneste nyt

fra Nordjylland