Forældre løsladt i sag om børnemishandling

Forældreparret fra Hobro, der sad varetægtsfængslede for vold mod deres fire børn, er begge løsladt.  

Forsvarer i sagen, Bjarne Overmark, bekræfter, at forældreparret fra Hobro er blevet løsladt i sagen om vold mod fire børn på henholdsvis 6, 9, 11 og 12 år. 

Sagen skulle have været for Retten i Aalborg i dag, men efter en genafhøring af børnene, har anklageren valgt at trække sagen tilbage, imens der efterforskes videre.

Volden skulle have fundet sted i en periode fra 2008, indtil forældrene blev anholdt af politiet i december måned sidste år.

Ifølge anklageskriftet er de fire børn blevet mishandlet af både deres mor og far på skift. Blandt andet er børnene blevet slået på armene, hænderne og benene med et bælte - og de er blevet slået med en sko på kroppen.

Begge forældre blev varetægtsfængslet før jul, men faren blev løsladt i sidste uge, og moren er altså blevet løsladt i dag.

Det var på et tip fra Mariagerfjord kommune, at de to forældre blev anholdt og sigtet for vold. Det er indtil videre sparsomt med detaljer i sagen, og de foreløbige retsmøder er blevet holdt for lukkede døre.


Seneste nyt

fra Nordjylland