Forældre utilfredse med småbørnsgruppe

 Forældre utilfredse med småbørnsgruppe

Forældrene i Børnehaven Troldehaven er utilfredse med, at Rebild Kommune vil oprette en småbørnsgruppe i børnehaven. Det giver nemlig overbelægning.

Når der fra 1. august starter 12 0-3-årige børn i børnehaven, får børnene fra 3-6 år mindre plads. Der skal nemlig så være 33 børnehavebørn i en stue, der kun er bygget til 21 børn. Tallet skal nedbringes ved "naturlig afgang", men det kan i følge forældrene tage op til et år.

- Det synes vi som forældre er dybt bekymrende. Det vil betyde markant forringede fysiske forhold og en overbelægning på omkring 40 procent, skriver forældrene i en udtalelse efter et forældremøde forleden.

Den nye småbørnsgruppe blev omtalt på TV2/Nord forleden. Den er nemlig bare en ud af flere småbørnsgrupper rundt i de mindre kommuner. En tendens der skyldes, at kommunerne har svært ved at skaffe dagplejere.

Sagen behandles på byrådsmødet i Rebild i morgen, torsdag d. 28. juni.


Seneste nyt

fra Nordjylland