Forfattere snydes i Nordjylland

 Forfattere snydes i Nordjylland

Danske forfattere føler sig snydt. Flere og flere nordjyske biblioteker bliver omdannet til private bogcafeer, men her får forfatterne ingen bibliotekspenge.

Når Benny Andersens bøger bliver udlånt på Vegger Bogcafe, får forfatteren ingen bibliotekspenge. For et år siden overgik biblioteket nemlig fra at være kommunalt til at være privat, og så er det ikke længere med i biblioteksafgiftsordningen.

- Der vil være forfattere, der kommer til at tjene mindre, fordi lige netop deres bøger er røget ud af ordningen, siger formand for forfatterforeningen, Frants Iver Gundelach.

Forfatterne får en fast pulje i biblioteksafgift - i 2007 var der 149 millioner kroner afsat på finansloven. Men de forfattere, der har bøger på de private biblioteker får altså ikke en del af kagen.

- Det betyder at nogen får mindre og andre får mere. De der får mindre vil helt sikkert være utilfredse, siger forfatternes formand.

I takt med at de nordjyske kommuner lukker biblioteker popper flere og flere private bogcafeer op som i Vegger.

- Hvis den udvikling breder sig ud over Nordjylland så kan det måske betyde et indtægtstab på mellem 10.000 og 40.000 kroner for nogle forfattere. Det er mange penge for dem der ikke tjener så meget i forvejen, siger Frants Iver Gundelach.

Forfatterforeningen vil nu arbejde for at loven bliver lavet om, så de private biblioteker kommer med i puljen. Forfatterne frygter nemlig at politikerne kunne finde på at sætte biblioteksafgiften ned fra de 149 millioner kroner den er på nu, hvis antallet af bøger i ordningen falder yderligere.

Forfattere får heller ikke penge for de bøger der bliver lånt ud fra landets efterskoler, fordi de er selvejende institutioner.


Seneste nyt

fra Nordjylland