Forfatterspirer i Aalborg

I den seneste uge har 15 nordjyske unge terpet forskellige genrer inden for litteratur og endda selv skrevet deres egne historier.

De unge, som alle er mellem 12 og 16 år, drømmer alle om at dele deres fortællinger med andre. Derfor har de siden mandag været på forfatterskole på Aalborg Bibliotekerne.

- Det er vildt fedt at kunne bruge tiden på ens passion så mange dage i træk - og ikke mindst at dele oplevelsen med andre, som har det på samme måde, fortæller 15-årige Signe Luo Andersen fra Skalborg.

Eleverne har arbejdet omkring fire timer om dagen på blandt andet skriveøvelser, og Signe Luo Andersen er sikker på, at hun med timerne på forfatterskolen i hvert fald ikke er rykket længere væk fra sin drøm.

- Jeg håber på at blive forfatter ved siden af mit job, og det tror jeg, at jeg er godt på vej til.

Det er Danmarks største internetboghandel Saxo.com, som står bag den landsdækkende forfatterskole, der foregår på fem af landets biblioteker.


Seneste nyt

fra Nordjylland