Formand for Dansk Sygeplejeråd: - En milliard til sundhedsvæsenet er ikke nok
Med finanslovsaftalen bliver det danske sundhedsvæsen en milliard rigere. Selvom det er mange penge, så er det kun en midlertidig løsning, mener formanden for Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland.
Søndag aften besluttede regeringen, at der skal tilføjes ekstra penge til sundhedsvæsenet i Danmark.
Coronavirussens stigende smittespredning har fået regeringen til at lægge en plan for, hvordan sygehusene kan komme igennem en muligvis svær vintersæson, og det er dén plan, pengene er del af.
Regionerne bestemmer, hvad pengene skal bruges på
Det er regionerne selv, der bestemmer, hvad pengene skal gå til indenfor sundhedsvæsenet.
- Der må ikke gå for meget fagforeningspolitik i det her. Pengene skal gå til de personalegrupper, hvor der er størst behov. Og der må man gå ud fra, at regionerne og sygehusledelserne kan komme med nogle tal, der viser, hvor skoen klemmer på de enkelte sygehuse, siger Jes Søgaard der er sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet.
Christina Windau Hay Lund, der er formand for Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland, er glad for de penge, der er kommet. Hun mener dog, at det blot er en midlertidig løsning på de problemer, som er i det danske sundhedsvæsen.
- Det her kommer ikke til at løse de grundlæggende problemer. Både i forhold til at sundhedsvæsenet har været underfinansieret igennem mange år på grund af besparelser, men også i forhold til den ulige løn, som også er et stort problem, siger hun.
Regionsrådsformand Ulla Astman mener, at pengesummen bestemt vil kunne mærkes i det nordjyske sundhedsvæsen.
- Det er faktisk rigtig mange penge. Især når vi kigger på, at de skal bruges over vintermånederne, så er det jo ganske kort tid, de skal bruges over, siger hun.
Ulla Astman erkender dog overfor TV2 Nord, at det er en midlertidig løsning.
- Det bliver jo ikke et varigt lønløfte. Man må afvente og se, hvad sker der med lønkomitéen, der skal komme med deres redegørelse om et års tid, siger hun.
Fastholdelse af medarbejdere
Christina Windau Hay Lund øsnker, at de ekstra penge skal bruges på fastholdelse af sygeplejersker og øvrige medarbejdere.
- Sygeplejersker er enormt presset lige nu, og flere overvejer, om de skal søge ud af faget, fordi presset er blevet for stort. Derfor håber jeg, at pengene kan bruges på fastholdelse af dem, der allerede er, siger hun.