Formodet æggetyveri endte i biljagt
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Tidligere er der i Nordjylland også blevet stjålet æg fra sølvmåger.
En mand blev i går grebet på fersk gerning i færd med at samle æg fra grågæs ved naturreservatet Vejlerne. Han stak af i bil og blev derefter jagtet af politiet.
Man har ved Vejlerne i længere tid haft mistanke om, at en æggetyv var på spil ved naturreservatet. Den frygt blev i går bekræftet, da en mand blev afsløret i færd med at samle æg fra grågæs.
Netop nu er æggene fra gæssene meget tæt på at klække. Man formoder derfor, at hensigten med æggene er at udklække dem i en rugemaskine, hvorefter den formodede æggetyv kan fede dem op og sælge dem. Det forklarer Henrik Nielsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Da manden blev opdaget, prøvede anmelderne at parkere foran hans bil, så han ikke kunne slippe væk, mens der blev ringet efter politiet. Han slap væk efter at have påkørt en af anmeldernes bil, hvorefter politiet satte efter ham.
Det endte i en biljagt ned over Aggersundbroen, som endte i Himmerland. Da politiet fik stoppet manden erkendte han at have samlet æggene og blev derefter løsladt på stedet.
Politiet undersøger i øjeblikket, hvor manden helt bestemt har indsamlet æggene, da det er af betydning, om de er samlet indenfor eller udenfor Vejlerne. Sagen er ligeledes sendt til Skov- og Naturstyrelsen, der skal redegøre for, hvilken paragraf en eventuelt lovovertrædelse går ind under.