Forstærkninger skal redde White Hawks

Frederikshavn White Hawks skal forstærkes, og det skal gå stærkt. Sådan lyder meldingen fra ishockeydirektør Henrik Andersen dagen efter 0-5 nederlaget til Herning i Scanel Hockey Arena.

Der må kun være otte udenlandske spillere i truppen. White Hawks har lige nu seks. Vælger klubben at lave aftaler med mere end to nye udlændinge, skal nogle af de nuværende udlændinge sendes hjem. Det er bestyrelsen klar til at gøre, hvis det bliver nødvendigt.

- Vi kigger på alvorlige forstærkninger i både øst og vest. Her taler vi om spillere, som har scoret mange mål i de bedste ligaer. Inden vi kommer så langt, vælger vi dog i første omgang at hente en eller to europæiske spillere hertil på try-out, og de kommer i næste uge, siger Henrik Andersen til Kanal Frederikshavn.

Han oplyser, at ledelsen har fuld fokus på det sportslige i disse dage.

- Der skal ske noget nu. Holdet er i spillemæssig krise og falder sammen i modgang. Der er ingen vilje og gejst, og derfor skal vi have tilført nyt blod, siger Henrik Andersen.

Flere spillere i truppen kan desuden forvente at blive indkaldt til en "voksen samtale".

- Vi har både danske og udenlandske spillere, som vi meget hurtigt skal have en alvorlig snak med. Vi bliver nødt til at finde ud af, om de gider arbejde for holdet og klubben. Gør de ikke det, skal de ikke være her, siger Henrik Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland