Forsvarer: Pigens forklaring er fantasi
Forsvareren for faren i Serritslevsagen rejser tvivl om beviser. Børns forklaring kan ikke bruges, mener hun.
Anklagemyndigheden er på kanten af det juridisk forsvarlige ved at tillægge den 21-årige piges forklaring i Serritslevsagen afgørende betydning. Alt for mange af anklagerne mod Serritslevparret bygger nemlig blindt på pigens forklaring, og det er forkert. Det mener advokat Anne Mette Ovesen, der er forsvarer for den 41-årige far. Advokaten mener, at det er stærkt betænkeligt, hvis nævninger og dommere tillægger den 21-årige piges ensidige forklaring afgørende vægt.
- Hvis hun havde været udsat for den vold, som fremgår af anklageskriftet, så skulle hun være mødt op i retten i en kørestol. Det gjorde hun jo ikke. Hendes forklaring er fri fantasi, siger forsvareren.
- Her i retten har hun ikke villet udtale sig, hvorfor anklagemyndigheden alene har henvist til politirapporter og
hendes forklaring afgivet i august måned 2010, et halvt år efter sagen startede, siger Anne Mette Ovesen.
Hun mener, at politiets dvd-afhøringer, der er foretaget af fire børn i familien, også er ubrugelige som bevis.
- Børnene har været udsat for påvirkninger fra medier og alle andre steder fra. De har været stillet over for ledende spørgsmål, siger hun.
Forsvareren mener, at for eksempel en 11-årig drengs forklaring otte måneder efter, forældrene blev anholdt, er
ubrugelig som bevis. Hovedreglen er, at børn skal afhøres til dvd straks efter, en sag er startet.
- Anklagemyndigheden skulle have dvd-afhørt børnene straks den 26. februar 2010 og ikke otte til ti måneder efter, siger forsvareren.
Hun gentager, at faren ikke kan erkende sig skyldig i nogen af de ni anklagepunkter om vanrøgt, vold og sexovergreb.
Retten ventes at afsige kendelse om skyld i sagen i løbet af onsdag.