Forsvaret skal fyre 150 HR-ansatte

Det er ikke kun i Hjørring, at Forsvaret mister medarbejdere. I alt ryger der 150 medarbejdere i forbindelse med forsvarsforliget.

Planlagte besparelser i det danske forsvar betyder nu, at der skal fyres medarbejdere. Forsvaret skal af med 150 ansatte i forbindelse med forsvarsforliget, oplyser Forsvaret.

Samlet skal der skæres 340 stillinger, hvoraf en del er ubesatte. Det er inden for HR, hvor der skal reduceres fra 900 til 560 stillinger i 2013 og 2014.

Da flere af stillingerne er ubesatte, er der reelt tale om at nedlægge cirka 150 besatte stillinger, oplyser forsvaret.

I Hjørring bliver der nedlagt omkring 80 besatte stillinger, hvilket der i weekenden var stor kritik af.

Stillingsnedlæggelserne vil primært finde sted ved Forsvarets Personeltjeneste og i mindre omfang ved Forsvarets Regnskabstjeneste og Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste.

De resterende cirka 70 stillinger nedlægges ved Forsvarets Personeltjeneste i Ballerup, Forsvarsstaben, Hjemmeværnskommandoen, Forsvarets Materieltjeneste og de operative kommandoer.


Seneste nyt

fra Nordjylland