Forsvarsministeren støtter ferielejr for veteraner med børn
Forsvarsministeren støtter ferielejr for veteraner med børn blandt andet KFUMs Soldaterhjem i Aalborg. Arkivfoto
KFUMs Soldaterhjem Aalborg, Veteranstøtten, Veteranoasen, Pårørende støtten, Fonden for danske veteranhjem samt Operators har fået 150.000 kr. fra Forsvarsministeriet til en sommerlejr i det nordjyske for landets veteraner og deres familier.
Forsvarsministeriet har uddelt støtte til ferielejre for veteraner med børn. Her har KFUMs Soldaterhjem sammen med Veteranstøtten, Veteranoasen, Pårørende støtten, Fonden for danske veteranhjem samt Operators modtaget 150.000kr. til deres sommerlejr, hvor veteranerne har en uge med masser af aktivitet, hygge og kvalitetstid med familien.
Familierne får mulighed for at socialisere med andre ligesindede og dermed skabe netværk og sociale relationer.
- Når en soldat sendes ud og kommer hjem igen, har det betydning for familien til den udsendte. Ikke mindst børnene. Derfor er det så vigtigt, at veteranindsatsen har familien i fokus. Og derfor giver vi tilbud om ferielejr til veteranfamilier. Her kan familierne være sammen - med hinanden og med andre familier. Det er et vigtigt tilbud og understreger fokus på familien i forbindelse med en udsendelse, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).
Sommerlejren vil blive afholdt på Tranum Strand og Feriecenter ved Brovst.