Fortvivlede minkavlere: - Vi ved ingenting om kompensationen

Konsekvenserne for de nordjyske minkavlere, der nu skal slå deres besætninger ned, kan blive rigtig store. Regeringen har endnu ikke meldt ud, hvor stor kompensationen bliver. Og det kan betyde, at flere avlere må dreje nøglen om.

De nordjyske minkavlere frygter for fremtiden, efter Fødevareminister Mogens Jensen (S) i går meldte ud, at omkring 100 besætninger af mink skal slås ned - på grund af COVID-19.

- Det er frustrerende, for vi ved ingenting. Men hvis det er det, der skal til, så må det være sådan. Og så må vi komme videre igen, siger minkavler Bjarne Pedersen fra Sindal, der selv har 11.000 mink, der nu skal aflives.

Det er de smittede farme, dem, der er under mistanke og så også farmene i en radius af otte kilometer, der skal have slået deres besætninger ned.

quote Der er voldsom forskel på, om vi får en kompensation, som er rimelig dækkende.

Bjarne Pedersen, minkavler, Sindal

- Det er voldsomt, men det er åbenbart det, der skal til for at undgå, de smitter videre. Og det er vi selvfølgelig alle sammen interesserede i, siger formanden for Danske Minkavlere tage Pedersen.

Hos Fødevarestyrelsen, der dagligt opgør antallet af ramte minkfarme, påpeger man også alvoren.

- Det er jo en alvorlig situation, og derfor har politikerne lagt yderligere på den strategi, der ligger i forvejen, siger beredskabschef Nikolas Kühn Hove.

Borgmester: Mange kan miste deres job

Ifølge en ny opgørelse fredag eftermiddag, er der nu smittede farme i både Hjørring, Frederikshavn og Læsø Kommuner.

Alene i Frederikshavn er der 51 farme. Derfor er det potentielt mange, kommunen nu skal ind og hjælpe.

- Selvfølgelig har det effekt på os andre. For det handler måske om, at nogle, vi kender, mister deres livsværk og deres job. Vi mister måske skatteindtægter og skal til at omskole mennesker, siger borgmester Borgit S. Hansen.

På gaden er der delte meninger om, hvorvidt minkavl er en branche, der bør overleve.

- Min familie har haft mink i 100 år, så dem kan vi ikke undvære, siger Lars-Erik Jensen fra Aabybro. 

- Førhen var det virkelig smukt at gå med en minkpels, men det er det jo ikke længere, siger Lis Thomsen fra Skovsgård.

- Det er jo en vare, Danmark har haft i mange år, og klimaet egner sig godt til det. Så hvorfor skulle vi ikke det, siger Anders Laursen fra Blokhus.

- Vi talte om det så sent som i går ude på Gjøl, hvor der er mange avlere. Så det er selvfølgelig tragisk, men dyrevelfærd frem for alt, mener Dorthe Rosenvænge fra Aabybro.

Forening: Minkavlerne skal nok overleve

Hos Nordjysk Pelsdyravlerforening tror formanden på, at minkavl som erhverv nok skal overleve. Men der vil formentlig blive færre.

- Nogle går måske og overvejer at stoppe med at producere. Andre, der er unge, har bygget noget op som deres fremtid, og de kan ikke forestille sig andet end at være pelsdyravler, siger John Elling, der er formand for Nordjyllands Pelsavlerforening.

Regeringen har endnu meldt ud, hvor stor kompensationen for avlerne bliver. Og det bekymrer avlerne:

- Der er voldsom forskel på, om vi får en kompensation, som er rimelig dækkende, siger Bjarne Pedersen fra Sindal.

quote Førhen var det virkelig smukt at gå med en minkpels, men det er det jo ikke længere.

Lis Thomsen, Skovsgård

Nordjyllands Pelsavlerforening vil kæmpe for så stor en kompensation som muligt for sine medlemmer.

- Det er klart, at jeg håber på, at man får forhandlet nogle gode kompensationsordninger igennem til os, så vi kan komme videre, siger John Elling.

Kommer der ikke en hæderlig kompensation til minkavlerne, kan det blive svært at holde sig økonomisk oven vande, spår TV2s finanskommentator Ole Krohn.

- Der er i hvert fald en risiko for at minkavlerne ikke kan klare det. Hvis vi kigger på året, der er gået, har vi set nogle af de store minkavlere gå konkurs. Omvendt er bankerne der ikke kun for virksomheder på den korte bane, lyder vurderingen.

I Sindal har Bjarne Pedersen i hvert fald ikke tænkt sig at stoppe som minkavler.

- Jeg skal have en ny besætning ind – det er jeg ikke i tvivl om. Det er min hobby, det er mit levebrød – jeg har ikke lyst til andet.

Nordjyllands Politi har fredag meldt ud, at man nu har oprettet en særlig beredskabsstab, så det bliver nemmere at koordinere indsatsen mod COVID-19 på de nordjyske minkfarme.

Flere myndigheder og kommuner er med i staben, der holder til på politigården i Aalborg.

Nordjysk minkavl i tal - opgjort 2. oktober 2020

  • 43 minkfarme i Nordjylland er smittet med COVID-19: 29 i Hjørring Kommune, 12 i Frederikshavn Kommune, 1 i Brønderslev Kommune og 1 på Læsø.
  • Omkring 20 minkfarme er derudover under mistanke for at have COVID-19.
  • Regeringen forventer, at omkring 100 minkfarme skal have slået sine besætninger ned.
  • Både de smittede minkfarme, dem hvor der er mistanke om smitte og så dem i en otte kilometers radius af de smittede farme skal have besætningen slået ned.
  • Det betyder, at omkring 1 million mink skal slås ned - altså aflives - i den kommende tid.
  • Minkene ville udgøre en samlet indtjening på knap 200 millioner kroner.
  • På landsplan er 6000 personer beskæftigede med minkavl, delt ud på små 1000 minkfarme.
  • En tredjedel af alle danske minkfarme ligger i Nordjylland. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland