Fra Østervrå til landsholdet

Østervrå IF kan få sin første landsholdsspiller. Joakim Mæhle, som spillede ungdomsfodbold i den lille vendsysselske klub, var nemlig den overraskelse, som landstræner Kasper Hjulmand havde i ærmet, da han udtog sin første landsholdstrup.

Den 23-årige nordjyske højreback, som til daglig spiller i den belgiske topklub KRC Genk, kan få debut på det danske landshold i september, når Danmark i Nations League møder Belgien og England.

Joakim Mæhle har optrådt syv gange på det danske U-21 landshold, og til kampene mod Belgien og England kommer han sandsynligvis til at kæmpe med truppens anden nordjyde, Henrik Dalsgaard, om spilletid på højre back.

Henrik Dalsgaard har i øvrigt ligesom som Joakim Mæhle også en fortid både AaB og en mindre serieklub. Mens Mæhle kom fra Østervrå til AaB, spillede Henrik Dalsgaard tidligere i serieklubben Møldrup/Tolstrup, hvor han var en målfarlig angriber.

Kometkarriere i AaB

Joakim Mæhle fik sin debut for AaB i superligaen i august 2016, da han blev skiftet ind i AaB's 2-1-sejr over FC Nordsjælland, og den unge højre back gjorde kometkarriere i AaB. Efter bare en sæson og 24 kampe skiftede han til Genk i den belgiske liga.

Joakim Mæhle har kontrakt med den belgiske klub frem til 2023, og han har været rygtet på vej til Premier League, hvor Southampton angiveligt var interesset.

Joakim Mæhle er en af fire nye ansigter på landsholdet i forhold til den trup, som spillede EM-kvalifikationskamp mod Irland. De tre øvrige nye navne er Jonas Løssl, Andreas Skov Olsen og Rasmus Falk.

Rasmus Falk er eneste spiller fra Superligaen, der har fundet vej til landsholdet.


Seneste nyt

fra Nordjylland