Fragtskib skadet ved kollision
I morges klokken halv syv kolliderede to fragtskibe i Nordsøen ud for Hirtshals. Det ene skib med 24 mand om bord tager vand ind og hælder til den ene side. Redningsberedskab er i området.
Det skriver Søværnets Operative Kommando i en pressemeddelelse.
De to fragtskibe, der begge sejlede i sydvestlig retning, stødte sammen, da det ene skib, Frisia Rotterdam, passerede det andet skib, Cleantec.
Ved kollisionen fik Cleantec en syv meter lang revne i siden. Skibet, der har 1.000 tons heavy fuel og 30.000 tons gødning om bord, tager vand ind og hælder til den ene side. Situationen vurderes dog stabil, men der er stadig fare for skibet kan synke.
-Kaptajnen er fortrøstningsfuld og lige nu vurderes skibet som stabilt, men vi har evakueringsmandskab klar, hvis situationen ændrer sig, oplyser presseansvarlig, Kenneth Nielsen fra Søværnets Operative Kommando.
Frisia Rotterdam fik ingen skader ved sammenstødet.
Den 24 mand store besætning på Cleantec er trukket i redningsdragter, og redningsberedskab er klar til at evakuere besætningen, hvis det bliver nødvendigt.
Redningsbåden fra Hirtshals og andre skibe er i området, mens en redningshelikopter er i beredskab på Flyvestation Aalborg. Miljøskibene Mette Miljø, Gunnar Seidenfarden og Marie Miljø er på vej til området.