Frem med brækposen: Fårups vildeste forlystelse åbner

Fårup Sommerland løfter sløret for den hidtil vildeste forlystelse, som parken nogensinde har bygget.

Når du skal i Fårup sommerland næste sommer, tyder det på, at du skal have brækposen klar. I hvert fald hvis du begiver dig op i deres vildeste forlystelse nogensinde.

Den nye vilde attraktion, Hvirvelvinden, scorer en 10’er i vildhedsfaktor på en skala fra 1-10.

- Med Hvirvelvinden udvider og udvikler vi vores forlystelsestilbud i Fårup Sommerland. Vi bliver kort og godt ”mere for nogle flere”. Vi kender denne type forlystelse fra andre parker i verden og ved, at det er en særdeles attraktiv forlystelse. Derfor er vi ikke i tvivl om, at Hvirvelvinden vil blive taget godt imod af vores ”sejeste og modigste” gæster, siger direktør i Fårup Sommerland, Søren Kragelund.

Hvirvelvinden kommer, sammen med forlystelsen Lynet, til at udgøre en del af parken, som er for de ”særligt modige”, og hvor ”thrill-faktoren” absolut er i højsædet.

- Når vi ser på vores øvrige forlystelser og aktiviteter, så har vi et rigtig godt tilbud til både børn og familier. Men vi har også et ønske om at fastholde de unge mennesker, og da er det klart, at vi må have fokus på at udvikle forlystelser, som er attraktive for denne gruppe, siger direktøren.  

Hvirvelvinden står på fire ben og har et pendul, der svinger frem og tilbage. Når forlystelsen er i gang, svinger pendulet, samtidig med at pendulhovedet, hvor der er plads til 24 personer som sidder i rundkreds og roterer om sin egen akse.

Pendulet svinger op til en maksimal højde på 19 meter og en 115 graders vinkel. Forlystelsen har en g-påvirkning på voldsomme 3,8.

Den nye forlystelse er tilladt for alle vovehalse over 140 centimeters højde, og forventes at stå klar til sæsonåbningen i maj 2017. 


Seneste nyt

fra Nordjylland