Frem med træningstøjet: Nu er der morgengymnastik på TV2 Nord Salto
Foto: DGI Nordjylland
To erfarne seniortrænere står for morgengymnastikken.
Fra onsdag klokken 9 rykker morgengymnastik ind i de nordjyske stuer i et nyt samarbejde mellem DGI Nordjylland og TV2 Nord.
Se morgengymnastik hver morgen på TV2 Nord Salto og tv2nord.dk klokken 9
En frisk omgang morgengymnastik er en god måde at starte dagen på. Coronapandemien har dog gjort det svært at mødes om fælles idrætsaktiviteter - særligt i de syv nordjyske kommuner, der er ramt af ekstra restriktioner.
Derfor inviterer TV2 Nord og DGI Nordjylland nu til morgengymnastik hjemme i stuerne hver morgen klokken 9.
- Vi skal holde gang i fysikken, psyken og fællesskabet. Man har det supergodt efter en omgang morgengymnastik, siger Birgitte Nielsen, der er direktør ved DGI Nordjylland.
Morgengymnastik alle ugens dage
Morgengymnastik på TV2 Nord Salto har premiere onsdag 18. november klokken 9 og fortsætter hver dag frem til 3. december.
Især seniorer har længe været afskåret fra at dyrke idræt sammen.
Det kan man se hos DGI Nordjylland, og derfor er morgengymnastikken særligt henvendt til netop seniorer.
- Flere og flere seniorforeninger kaster håndklædet i ringen og sætter aktiviteterne på standby. Det er bekymrende, for det betyder, at der er en lang række fællesskaber, man ikke længere kan komme i, siger Rune B. Andersen, der er kommunikationsmedarbejder ved DGI Nordjylland.
Alle kan være med
Morgengymnastikken på TV2 Nord Salto og tv2nord.dk varer cirka 15 minutter og vil blandt andet fokusere på udstrækning, træning af ryg og mave samt på at få pulsen op.
Alle kan være med, og man skal ikke have fat i særligt udstyr for at deltage.
- Øvelserne kan for eksempel gøre, at man kan gå lidt længere, eller at man kan holde balancen, siger Cathrine Ravn, der er idrætskoordinator ved DGI Nordjylland.
- Selv i de værste kriser opstår der muligheder
Det er vigtigt at blive ved med at holde sig i gang, selvom forholdene for motion og bevægelse ikke er optimale i øjeblikket, fortæller Rune B. Andersen fra DGI Nordjylland.
- Lige så snart du er fysisk inaktiv, så går det rigtig hurtigt tilbage med din fysiske form. En uge eller 14 dages pause tager lang tid at bygge op igen. Er man i god fysisk form, er man mere modstandsdygtig og giver kroppen et godt fundament, siger han.
Ligesom vi synger sammen, træner vi sammen. Selv i de værste kriser opstår der muligheder.
Birgitte Nielsen, direktør, DGI Nordjylland
Direktøren for DGI Nordjylland sammenligner morgengymnastikken på TV2 Nord Salto med fællessang, som har været populært under coronapandemien.
- Ligesom vi synger sammen, træner vi sammen. Selv i de værste kriser opstår der muligheder, og fælles bevægelse er et godt fundament for en god rutine i hverdagen, siger Birgitte Nielsen.
Morgengymnastik vises på TV2 Nord Salto klokken 9. Du kan også se med på tv2nord.dk hver dag klokken 9: