Frem med uret og havemøblerne - varm weekend over Nordjylland
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Ved vestvendte kyster skal man dog ikke forvente helt så varmt vejr som i resten af landsdelen.
I weekenden skal vi ikke kun stille uret en time frem - vi kan lige så godt få havemøblerne frem også. For foråret er for alvor i gang med at melde sig på banen med sol og lune temperaturer, som fortsætter ind i næste uge.
Det skriver TV2 Vejret.
Op til 11 grader kan man forvente i weekenden i store dele af Nordjylland, men ved de vestvendte kyster vil det dog blive væsentligt koldere med fem til syv grader. Og drilske skyer, som kommer nordfra i løbet af fredag eftermiddag, vil kunne drille.
Både lørdag og søndag morgen kan der forekomme tåge, men meteorologerne forventer, at solen hurtigt brænder sig igennem i løbet af formiddagen og får temperaturerne til at stige.
Og skal man tro optimistiske Nordjyllands Politi, bliver det endnu bedre mandag, hvor temperaturen kan komme helt op på 15 grader:
Og så sagde vi slut med præventive tweets om nattefrosten og glatte veje. Forår incoming. 😎 https://t.co/JL1gmYp3VM
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) March 23, 2017