Fremgang i lokale supermarkeder: - I et lille samfund passer vi på hinanden
Corona betyder ikke kun krise. Nordjyllands Dagli'Brugser har oplevet en markant fremgang, mens landet har været lukket ned.
Uddeler Hanne Batsberg fra Dagli' Brugsen i Biersted har også mærket, at hendes kunder har ændret vaner under coronakrisen, og det har givet et større salg end før.
- Vi kan godt mærke, at folk har arbejdet hjemme, så de indkøb, de plejede at tage på vej hjem, foregår nu hos os til fyraften eller i frokostpausen, siger Hanne Batsberg.
Kunder har på flere punkter ændret vaner, som er kommet Dagli Brugsen i Biersted til gode. Og uddeleren har flere bud på hvordan.
- Vi ser ikke så mange familier, der handler sammen. Nu er det ofte en fra hustanden, der klarer indkøbene. Hvor mange tidligere kom flere gange om dagen efter en liter mælk eller et rugbrød, kan vi se, at der nu bliver handlet større ind og ofte til flere dage.
På trods af fremgangen i salget har det faktisk betydet færre kunder, som til gengæld har handlet mere. Og det har betydet trafik allerede fra butikken åbner.
- Vi lukker op klokken 6.30, hvor vi før krisen næsten kun solgte frisk bagerbrød. Nu ser vi kunder, der kommer og fylder indkøbsvognen op, og det gjorde vi ikke før, siger Hanne Batsberg.
Undgår store butikker
De fleste kunder genkender tendensen, selv om de færreste har ændret vaner bevidst.
- Jeg tror mange undgår de store butikker og indkøbscentre, og der bryder jeg mig heller ikke om at komme. Så vil jeg hellere handle her lokalt. Det er dejligt at komme ned i Brugsen, hvor man føler sig tryg, for i sådan et lille samfund som Biersted, passer vi jo på hinanden, siger Inge Klessen, der er trofast kunde.
Uddeler Hanne Batsberg håber at den postive udvikling fortsætter - også når coronapandemien er overstået.
- Det er tit en vane, hvor vi køber ind, og det tror jeg, der er blevet rykket lidt rundt på. Jeg tror selvfølgelig også, at kunderne er blevet mere bevidste om at bruge de små butikker, så de sikrer, at de også har dem fremover, siger Hanne Batsberg.