Fremgang i boligsalget i otte nordjyske kommuner: Se hvordan det går hos dig
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix og Google Maps
Med en fremgang i antallet af solgte huse på hele 27 procent blander Vesthimmerlands Kommune sig i toppen på landsplan.
Der bliver handlet rigtig mange boliger i Danmark lige nu, og en netop offentliggjort opgørelse over boligsalget i 2017, lavet af Boligsiden.dk viser, at der har været fremgang i handelsaktiviteten i hele 81 af de 98 danske kommuner. I Nordjylland gælder fremgangen i otte af de 11 kommuner.
Samlet set blev der i Danmark købt og solgt 47.494 huse i 2017, og det er 10 procent flere end i 2016, hvor der "kun" blev købt og solgt 43.323 huse. Boligsiden.dk melder om samlede stigninger i alle de fem regioner og altså i samlet set 81 af de 98 kommuner. I Region Nordjylland er stigningen samlet set på otte procent.
I Nordjylland er det Vesthimmerlands Kommune, der tager teten. Her er antallet af solgte huse steget med massive 27 procent, sammenlignet med 2016. Og den vækst sender den nordjyske kommune ind på en samlet femteplads i hele Danmark.
Listen toppes af Ishøj, der har set en stigning i antallet af hushandler på hele 35 procent og imellem Ishøj og Vesthimmerland ligger Svendborg, Odder og Bornholm.
- Stigningen er størst i Region Midtjylland og Region Sjælland, men generelt er de opadgående kurver nået ud i alle afkroge af landet, og de tre andre regioner er ikke langt efter. På kommunalt plan er de største stigninger i så forskellige egne af landet som Ishøj, Svendborg, Odder, Bornholm og Vesthimmerland. Det viser, hvor stor optimisme der er på markedet, og hvor bredt forankret væksten er, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Se kortet over de nordjyske kommuner her - sådan går hussalget i din kommune: