Frifundet for misbrug af døv niece
Retten i Aalborg kom i tvivl om, hvor gammel en tiltalt var på det tidspunkt, hvor han skulle have forgrebet sig på sin mindreårige niece. Derfor blev han frifundet.
Tvivl om gerningsmandens alder førte tirsdag til, at en
20-årig mand blev frifundet for sexovergreb mod sin døve niece.
Manden er tidligere dømt for at have forgrebet sig på pigen. Men dengang forklarede hun intet om de forhold, som Retten i Aalborg tirsdag skulle vurdere. Det har hun senere gjort med tegnsprog.
Overgrebene skulle være foregået, da pigen var cirka syv år gammel. Men retten kom i tvivl om, hvor gammel onklen egentlig var, da forbrydelserne skulle være sket. Da det ikke kunne udelukkes, at han var under den kriminelle lavalder, blev han løsladt.
Også den døve piges stedfar var tiltalt for et enkelt tilfælde af anden kønslig omgang. Det straffede retten ham med seks måneders fængsel for. Han er tidligere dømt for vold mod pigen.
/ritzau/