Frikendt for vold mod søn

En 29-årig kvinde fra Aabybro blev frifundet i Vestre Landsret for vold mod sin dengang 3-årige søn.

Kvinden blev sammen med en 38-årig mand i byretten i Hjørring idømt henholdsvis ni og otte måneders ubetinget fængsel, for at have mishandlet kvindens dreng. Men Vestre Landsret har nu frifundet kvinden.

Manden fik i Landsretten stadfæstet sin dom.

Sagen startede tilbage i august 2010. Her blev drengen kørt til sygehuset med blå mærker overalt på kroppen og talrige hudafskrabninger.

Lægerne fattede dengang mistanke til de to voksne, og selv om der ikke var vidner, der overværede volden, rejste anklagemyndigheden tiltale for vold af særlig farlig karakter mod såvel moderen som hendes daværende kæreste.

Ved retssagen i byretten tilbage i marts i år nægtede de begge at have rørt drengen. Drengens biologiske mor brød flere gange hulkende sammen og sagde, at hun følte skyld over, at hun havde været kæreste med en mand, der havde tævet hendes søn.

I følge anklageskriftet fra Nordjyllands Politi var der hudafskrabninger på kinden, ved begge øjne, på hagen, ved højre tinding, på den ene arm og på begge ben. Oveni var der blå mærker på barnets pande, hals, nakke, ryg, bryst, begge arme og ene ben, da drengen ankom til sygehuset i August måned 2010.

På sygehuset sagde drengen dengang, at det var manden, der slog.


Seneste nyt

fra Nordjylland