Frimærkesamlere kæmper: Mærkernes værdi falder

Interessen for frimærker er blevet betydeligt mindre, og det går ud over de, der har samlet i årevis.

Ikke mange børn og unge kender efterhånden til brugen af frimærket. Efter en større digitalisering af vores post, er der ikke længere brug for den lille papirlap i hjørnet af kuverten, og der kommer heller ingen nye samlere til at gemme frimærkerne.

Det går ud over de entusiastiske frimærkesamlere, der i mange år har fundet exceptionelle frimærkefund. Når der ikke er stor interesse, falder mærkernes værdi. 

- Folk har dem selv, for pludselig er der mange flere mærker på markedet, end der var før hen, så det er svært at sælge, siger Albert Tuntelder fra Sindal. 

Han har i weekenden deltaget i Nordjyllands største byttedag for frimærkesamlere i Nørresundby. Her plejer der hvert år at være over 500 besøgende fra Norge, Sverige og Danmark, men det er sjældent, de ser nye ansigter blandt samlerne. 

- Af alle de mennesker der er her, tror jeg, 70 procent er over de 50 år, siger Albert Tuntelder.

Han har selv samlet på frimærker i 15 år, efter han arvede sin fars frimærkesamling. I dag har han en frimærkesamling på en værdi af omkring 50.000 kroner. Men om mærkerne kan sælges til den pris i fremtiden er måske slet ikke sikkert, hvis efterspørgslen ikke bliver større. 

- De bliver langt billigere. Det er kun de exceptionelle mærker, varianter og flot stemplede, der holder deres pris foreløbig, men jeg tror også, de vil falde. Om ti år så vil de også være billigere, siger Albert Tuntelder fra Sindal. 


Seneste nyt

fra Nordjylland